Det er et hjereskærende og helt vidunderligt, minimalistisk filmdrama, den dansk-ungarske instruktør Hoff Hölle har skabt med 'De våde sutsko'. Længden kan naturligvis diskuteres, men de tre timer og sytten minutter fløj afsted, som en måge på himlen en varm sommerdag, for denne signatur.
Filmen kredser om den arbejdsløse, overvægtige 44-årige Bjarne, der efter en hård skilsmisse, synes at være kommet ud på den anden side. Han bor i en rodet lejlighed fyldt med gamle pizzabakker og tomme plasticposer i sin lille lejlighed på Nørrebro. Vi møder ham første gang syngende i sin sofa foran fjernsynet, mens han streamer det svenske melodi grandprix. Han er helt lilla om munden på grund af den boks med billig vin, han er ved at tømme. Han sidder der i bar mave, kun iført underbukser og sutsko. Det indledende klip er et one-take og varer omkring tyve minutter i den mørke stue. Bjarnes sang bliver kun afbrudt en enkelt gang, da telefonen ringer. I den anden ende lyder ekskonens stemme. En tilsyneladende overrislet Lilly skælder snøvlende ud på Bjarne – og påstår (vistnot) uretmæssigt, at Bjarne skylder hende 8000 kroner. Bjarne bliver ophidset og slår ud med armene. Han vælter sit ølkrus med vin i, så det plasker ned på hans nye sutsko. Nu bliver han for alvor gal og kaster sin gamle mobiltelefon hårdt ind mod væggen.
Filmen toner ud i sort – og i næste scene sidder tykke Bjarne på en bænk i en park og skriver i sin notesbog. Hans læber er blå, men ellers ser han nu nok så civiliseret ud. I pænt tøj og med velfriseret hår. Inden længe starter et kraftigt regnvejr, og Bjarne spurter hjem til sin lejlighed gennem byen. De nye sutsko har han stillet ude på altanen for at de kunne tørre, men ak, nu er de våde igen. Vi forstår, at det ikke er helt nemt at være Bjarne, mens han tudende går gennem lejligheden med sutskoene i hånden.
I en relativ kort sekvens følger vi herefter Lilly på den lokale bodega, hvor hun arbejder som bartender og servicerer de lokale stamgæster. Én af gæsterne har en lang monolog, om dengang han mødte to agressive spøgelser på Ryparken Station. Og det her, vi som publikum første gang aner, at instruktør Höll vil mere og andet med sit værk end blot en socialrealistisk fortælling fra samfundets bund. Da gæsten er færdig med at fortælle sin gysende historie til kameraets øje, falder denne ned fra barstolen og slår hovedet. Lilly ringer efter en ambulance, men mens hun venter, opdager hun til sin store skræk, at der er to gennemsigtige spøgelser ovre i hjørnet af lokalet og de peger begge fnisende på gæsten, der ligger ned og bløder fra hovedet.
Ny scene: Bjarne sidder igen hjemme i sin sofa med en spritny boks med vin. Han spiller racerspil på sin aldrende Playstation i en helt mørk stue. Pludselig ringer det på døren. Bjarne kigger på sit armbåndsur. Klokken er atten minutter over 11 om aftenen. Han kigger angstfyldt ud i stuen. Han går ud og åbner efter dørklokken har kimet fire gange med fem minutters mellemrum. En noget lang scene, efter min smag, men den fungerer trods alt, og jeg skal ærlig talt indrømme, at det var lige præcis her, at hårene rejste sig på mine arme. Bjarne stiller sig hen til døren og hvisker: 'Er det dig, Lilly?'. Der kommer intet svar. Dørklokken bimler igen. Bjarne åbner døren. Der er ingen ude på trappen. Bjarne smækker døren i. Han er bange.
Filmen klipper nu til et længere ophold, der kort udforsker Bjarnes barndom. Vi er i 80'ernes Espergærde, hvor teenage-drengen er medlem af en bande, der bryder ind hos den lokale købmand om natten for at stjæle alkohol til weekendens vilde fester. En aften finder de købmandens kone, der er faldet i søvn i et varelager, de lige har brudt ind i. De binder hende til en stol og putter en pose over hovedet på hende, hvilket får fatale konsekvenser. Købmanden finder nemlig sin kone kvalt i butikken dagen efter. Bjarne og banden bliver alle arresteret og kommer i ungdomsfængsel. Det sidste klip viser Bjarne – siddende på en briks iført sutsko - dybt optaget af et pornoblad i sin celle. Han kigger trist ind i kameraet. Ja, det er lige dér, jeg personligt fik lidt ondt af manden. En uafrystelig scene for at sige det mildt.
'De våde sutsko' slutter brat i en yderst nervepirrende scene, hvor Bjarne hjemme i sin stue er vågnet op fra sin rødvinsbrandert. Han føler sig angiveligt svimmel og tager sig til hjertet.
Ovre i hjørnet i den mørke stue, står to gennemsigtige spøgelser med tårer i øjnene, pegende på Bjarne.
Bjarne gnider sine øjne, rejser sig op og går over mod spøgelserne. Lige pludselig er de væk – og alt hvad der er tilbage en pøl af vand fra deres salte tårer.
Bjarne kigger ned – sutskoene er blevet våde. Igen.
SLUT
Filmen kredser om den arbejdsløse, overvægtige 44-årige Bjarne, der efter en hård skilsmisse, synes at være kommet ud på den anden side. Han bor i en rodet lejlighed fyldt med gamle pizzabakker og tomme plasticposer i sin lille lejlighed på Nørrebro. Vi møder ham første gang syngende i sin sofa foran fjernsynet, mens han streamer det svenske melodi grandprix. Han er helt lilla om munden på grund af den boks med billig vin, han er ved at tømme. Han sidder der i bar mave, kun iført underbukser og sutsko. Det indledende klip er et one-take og varer omkring tyve minutter i den mørke stue. Bjarnes sang bliver kun afbrudt en enkelt gang, da telefonen ringer. I den anden ende lyder ekskonens stemme. En tilsyneladende overrislet Lilly skælder snøvlende ud på Bjarne – og påstår (vistnot) uretmæssigt, at Bjarne skylder hende 8000 kroner. Bjarne bliver ophidset og slår ud med armene. Han vælter sit ølkrus med vin i, så det plasker ned på hans nye sutsko. Nu bliver han for alvor gal og kaster sin gamle mobiltelefon hårdt ind mod væggen.
Filmen toner ud i sort – og i næste scene sidder tykke Bjarne på en bænk i en park og skriver i sin notesbog. Hans læber er blå, men ellers ser han nu nok så civiliseret ud. I pænt tøj og med velfriseret hår. Inden længe starter et kraftigt regnvejr, og Bjarne spurter hjem til sin lejlighed gennem byen. De nye sutsko har han stillet ude på altanen for at de kunne tørre, men ak, nu er de våde igen. Vi forstår, at det ikke er helt nemt at være Bjarne, mens han tudende går gennem lejligheden med sutskoene i hånden.
I en relativ kort sekvens følger vi herefter Lilly på den lokale bodega, hvor hun arbejder som bartender og servicerer de lokale stamgæster. Én af gæsterne har en lang monolog, om dengang han mødte to agressive spøgelser på Ryparken Station. Og det her, vi som publikum første gang aner, at instruktør Höll vil mere og andet med sit værk end blot en socialrealistisk fortælling fra samfundets bund. Da gæsten er færdig med at fortælle sin gysende historie til kameraets øje, falder denne ned fra barstolen og slår hovedet. Lilly ringer efter en ambulance, men mens hun venter, opdager hun til sin store skræk, at der er to gennemsigtige spøgelser ovre i hjørnet af lokalet og de peger begge fnisende på gæsten, der ligger ned og bløder fra hovedet.
Ny scene: Bjarne sidder igen hjemme i sin sofa med en spritny boks med vin. Han spiller racerspil på sin aldrende Playstation i en helt mørk stue. Pludselig ringer det på døren. Bjarne kigger på sit armbåndsur. Klokken er atten minutter over 11 om aftenen. Han kigger angstfyldt ud i stuen. Han går ud og åbner efter dørklokken har kimet fire gange med fem minutters mellemrum. En noget lang scene, efter min smag, men den fungerer trods alt, og jeg skal ærlig talt indrømme, at det var lige præcis her, at hårene rejste sig på mine arme. Bjarne stiller sig hen til døren og hvisker: 'Er det dig, Lilly?'. Der kommer intet svar. Dørklokken bimler igen. Bjarne åbner døren. Der er ingen ude på trappen. Bjarne smækker døren i. Han er bange.
Filmen klipper nu til et længere ophold, der kort udforsker Bjarnes barndom. Vi er i 80'ernes Espergærde, hvor teenage-drengen er medlem af en bande, der bryder ind hos den lokale købmand om natten for at stjæle alkohol til weekendens vilde fester. En aften finder de købmandens kone, der er faldet i søvn i et varelager, de lige har brudt ind i. De binder hende til en stol og putter en pose over hovedet på hende, hvilket får fatale konsekvenser. Købmanden finder nemlig sin kone kvalt i butikken dagen efter. Bjarne og banden bliver alle arresteret og kommer i ungdomsfængsel. Det sidste klip viser Bjarne – siddende på en briks iført sutsko - dybt optaget af et pornoblad i sin celle. Han kigger trist ind i kameraet. Ja, det er lige dér, jeg personligt fik lidt ondt af manden. En uafrystelig scene for at sige det mildt.
'De våde sutsko' slutter brat i en yderst nervepirrende scene, hvor Bjarne hjemme i sin stue er vågnet op fra sin rødvinsbrandert. Han føler sig angiveligt svimmel og tager sig til hjertet.
Ovre i hjørnet i den mørke stue, står to gennemsigtige spøgelser med tårer i øjnene, pegende på Bjarne.
Bjarne gnider sine øjne, rejser sig op og går over mod spøgelserne. Lige pludselig er de væk – og alt hvad der er tilbage en pøl af vand fra deres salte tårer.
Bjarne kigger ned – sutskoene er blevet våde. Igen.
SLUT